Renovering af stueetage i hus i Haarby
Det tog kun to en halv måned at renovere hele stueetagen i Leif og Brittas hus. Undervejs blev huset ‘skrællet ned’ til de rå vægge, og man kunne se direkte ned i kælderen – og 75 dage senere stod et lyst og nyrenoveret hus med åben planløsning klar til indflytning.
Selve byggeprocessen tog kun 75 dage, da Leif og Britta fik renoveret hele stueetagen og indgangspartiet i deres parcelhus. Kæresteparret stod selv for malerarbejdet og installation af køkkenelementer, mens Sandholt Lyndelse Tømrerforretning som hovedentreprenør sørgede for murer-, elektriker-, VVS- og tømrerarbejdet. Undervejs gav Leif en hånd med.
– Vi aftalte, at de bare skulle lade tingene stå, og så ryddede jeg op og bar byggematerialer ind, så det var klar til næste dag. Jeg vil hellere have, at de bruger tiden på at bygge end på at rydde op. Jeg tror ikke, det er alle håndværkere, der vil have, at man blander sig. Men det fungerede godt, fortæller Leif. Og kun to en halv måned dage efter, at Britta havde været i gang med kobenet, stod Leif og Brittas nyrenoverede hus klar til indflytning. Som aftalt.
– Det er gået gnidningsfrit. Folk sagde, at ‘det når I aldrig’ inden for tidsfristen. Men det gjorde vi. Det var en fordel, at Robert hyrede folk ind, for de kender hinanden og er vant til at arbejde sammen. De var virkelig effektive, siger Leif.
Britta fik et koben: Bræk det ned, du ikke kan lide!
Det gik ikke stille for sig, da Leif og Britta for et år siden gik i gang med at renovere deres gamle hus.
– Leif gav mig et koben og sagde: Bræk det ned, du ikke kan lide! Og så greb det måske lidt om sig, siger Britta og smiler bredt. Undervejs brækkede parret gulvet i hele stueetagen op, så man kunne se direkte ned i kælderen. De fjernede vægge for at skabe lys og luft. I dag har de en lys og åben planløsning med et stort køkken-alrum og et helt nyt indgangsparti med ovenlysvinduer, der giver et fantastisk lysindfald.
– Huset føles meget større. Det siger alle, der kommer her. Det er åbent og med masser af lys – før var det mørkt og sammenpresset. Robert fra Sandholt Lyndelse Tømrerforretning hjalp også med en masse ideer. Han har været i faget i 100 år og er en idekanon. Vi er meget glade for det – det er blevet supergodt, siger Leif.
Tømrer med godt humør
- De er kendt for at være stabile, og vi kan godt lide mødestabile folk. Vi er ikke blevet skuffede. Når vi aftaler, at de skal være klar klokken 7, så er de klar klokken 7. De holder altid det, de lover, siger Britta.
- Og så har de et fantastisk humør. Når man står midt i byggerodet, kan man godt køre en lille smule sur i det. Men når de så kommer om morgenen, kommer man hurtigt op igen. Det der humør, som Michael, Robert og Mark kommer med - hvor de smiler og fløjter og er morgenfriske. Det smitter. De har et fantastisk humør i det tømrerfirma, siger Leif.
Robert: Medbyg fungerede godt
Bygherrerne Leif og Britta deltog aktivt i processen, da Sandholt Lyndelse Tømrerforretning renoverede deres hus. Det fungerede rigtig godt, forklarer indehaver Robert Winther.
– Det er en fornøjelse at arbejde for nogen, der lever sig så meget ind i det og roser vores arbejde. Normalt flytter folk i sommerhus, imens vi bygger – men Leif og Britta satte en campingvogn op i gården. De ville gerne være med, siger Robert Winther.
Undervejs stod Leif for en stor del af oprydningen og bidrog med lidt af hvert.
– Vi har ind imellem kunder, der giver udtryk for, at de gerne vil deltage aktivt i byggeriet. Så plejer vi at sige med et glimt i øjet: “Bare rolig – det tager vi ikke ekstra tillæg for”. Men her var Leif faktisk rigtig god til at hjælpe, og vi trak også noget fra, da vi sendte fakturaen til sidst, fortæller Robert Winther.
Det har vi lavet
- Renovering med ny planløsning i stueetage
- Gulve og lofter i stue og køkken
- Trappeopgang til 1. sal
- Helt nyt indgangsparti med ovenlysvinduer